Fuhlendorff - Del 2 - Går over i historien | v Musikhuset Aarhus
Så er jeg sgu klar med et nyt solo show, "Går over i historien". Faktisk er der tale om to shows, men det venter vi lige med. I mine tidligere shows er I kommet tættere på min fortid og historie. Nu skal vi noget andet, sådan da. For denne gang har jeg tænkt mig, at vi skal tættere på vores allesammens historie. Jep, jeg har tænkt mig at fortælle hele verdenshistorien. Og “Går over i historien” rammer landets teatre fra 1. marts 2018.
"Hvorfor fortælle verdenshistorien?", hører jeg dig tænke. Fordi min datter i bilen, på vej til skole, en morgen spurgte mig, “far, har du altid været her?” Og efter at have kastet jeg mig ud i et kluntet forsøg på at forklare hende verdenshistorien, gik det op for mig, at det ville kræve, at jeg faktisk satte mig ind i det. Så det har jeg gjordt. Men i takt med at min viden om emnet blev større, blev datterens spørgsmål dybere. For hvad er vores historie og findes den andre steder end inden i vores hoveder. Og hvad med tro, har vi nogensinde haft brug for den, for i dag er løbet da kørt, ikk’? Og lever vi mennesker, slet og ret, forkert, i forhold til hvad vi er - nemlig Jordens klogeste abe?
Alt dette når vi i showet. Og selvom vi ikke når op til nutiden, når vi et godt stykke af vores historie. “Går over i historien” er et afsluttet show og hænger IKKE sammen med, “Går over i historien II”, udover at det selvfølgelig også foregår et sted i vores historiske tidslinje. Hvor forårets show handler om universets skabelse, livets begyndelse og menneskets første skridt, handler “Går over i historien II” om... det skal jeg lige have læst op på. Jeg har sgu ikke fundet på det endnu. Hey, jeg skal lave to solo shows på ét år, hvad havde I forventet? Vi tager lige et af gangen.