Michael Falch + Lis Sørensen // Skovrock 2018 v Skovrock
Fredag den 17. august 2018 indtager to af Danmarks helt store musikere, Michael Falch og Lis Sørensen, Skovdalens scene til en fantastisk dobbeltkoncert!
MICHAEL FALCH & DÉT BAND - ELEKTRISK SOMMER 2018
Med sin medvirken i dette års udgave af Toppen af Poppen og med ungdomserindringerne ’Til grænsen’, som Gyldendal udsendte i oktober, har Michael Falch nu lige så meget gang i karrieren som i sin vilde ungdom i MALURT tilbage i 80 ́erne. Han har lagt det succesrige eventyr med KrebsFalch bag sig, og med blikket rettet mod sommeren 2018 skruer Michael Falch nu op for energien i eget navn omgivet af DÉT BAND, der regnes for ét af landets absolut stærkeste rockbands.
Alle siger det: Michael Falch har aldrig været bedre! Den garvede rocksanger har over det seneste årti oplevet en enestående kreativ opblomstring. Han er uhyre bevidst om, at rusten aldrig sover, og igen og igen udfordrer han sin lyd og bliver dermed aldrig kun ’én fra gamle dage’. Hans seneste skamroste og prisbelønnede album, ’Pludselig Alting Samtidig’ bevægede sig ud i en meget moderne sound, og også et yngre publikum opdager veteranen Michael Falch i disse år.
Om Michael Falch & Dét Band live skrev BT i en 6-stjernet anmeldelse: “Falch har aldrig været bedre. Hans karriere er løbet over nu fem årtier. Det er lige ud beundringsværdigt, at han efter så mange år kan blive ved med at forny og udfordre sig selv og sit publikum og give en koncert, hvor gamle stenaldersange går hånd i hånd med nye, forrygende smukke og håbefulde numre.”
LIS SØRENSEN
Lis Sørensen er en af Danmarks mest eftertragtede sangerinder!
Her er virkelig en sangerinde, som skiller sig ud, og hvis erfaring og passion skinner igennem på hver en scene. Med sin varme og stærke vokal i centrum, favner Lis Sørensen et større og større publikum, og en aften i hendes selskab er både en rejse ned ad memory lane, og en energisk væren i øjeblikket.
Lis Sørensens imponerende repertoire byder på en perlerække af hits fra 4 årtier og nye forrygende, stærke numre fra forårets anmelderroste album ’Bedre Tider’. Med en sprællevende samling af sange står Lis Sørensen skarpt i nutiden og formidler fortidens hits, ’Fuld af Nattens Stjerner’, ’Tæt på Ækvator’, ’Mine Øjne De Skal Se’ og mange flere, med en naturlig elegance, som uden tvivl vidner om hendes egen kærlighed til repertoiret.
Lis Sørensen er klar til at indtage scenerne i Sommeren 2018, og med sig bringer hun en af Danmarks stærkeste bandopsætninger!
Arrangør: Open Air
Læs mere her: http://bit.ly/2zNrWOu