Seun Kuti & Egypt 80 - VEGA v VEGA
Vestafrikansk energi og potente politiske budskaber
275 kr. incl. gebyr
________________________________________
Seun Kuti er søn af den legendariske afrobeat-grundlægger Fela Kuti. Den virtuøse saxofonist satte sammen med sit band Egypt 80 den nigerianske hovedstad Lagos på det musikalske verdenskort med deres unikke mix af energisk dansable sange og potente politiske budskaber. Seun Kuti har siden farens død i 1997 sammen med sin bror Femi ført faklen videre.
Sammen med det velspillende orkester kanaliseres budskaber om ulighed og korruption ud i vilde farverige toner, rytmer og dansekoreografier. Hvor broderen eksperimenterer med sit udtryk og benytter hiphop og elektroniske elementer i musikken, spiller Seun Kuti mere konventionel afrobeat med masser af insisterende, fremaddrevne trommerytmer, legende blæsere og hurtige melodiske guitarriffs.
Debutalbummet Many Things udkom i 2008 og blev produceret af Martin Meissonnier, der har indspillet to plader med faderen og store afrikanske navne som Tony Allen og King Sunny Adé.
Seun Kutis fjerde studiealbum Black Times er netop udkommet. På albummet gæsteoptræder artister som Carlos Santana, Yasiin Bey (Mos Def) og sangerinden Nai Palm.
Da Seun Kuti spillede på Roskilde Festival i 2017, blev regnen danset bort og Soundvenues anmelder kvitterede med fem stjerner og skrev bl.a.:
"Kuti og Egypt 80 leverede en overlegen opvisning i, hvor glædesspredende musik kan være, når det forener mennesker i dans og smil. Og regnen? Den var der bare og blev danset bort."
________________________________________