Lonnie Holley på Atlas v Atlas
Amerikanske Lonnie Holley spiller en eksperimenterende og psykedelisk blanding af blues og soul og har en helt særlig forkærlighed for improvisation.
Lonnie Holley er en dybt alsidig kunstner, der før han valgte at forfølge en karriere inden for musik opnåede betydelig berømmelse for sin evne til at lave fundne objekter om til skulpturer, malerier og installationer. Efter i mange år at have indspillet musik for sin egen fornøjelses skyld albumdebuterede han med "Just Before Music" i 2012 - et album, der banede vejen for turnéer med navne som Bill Callahan, Deerhunter og Animal Collective.
Holley kom til verden i Birmingham, Alabama i 1950 og var det syvende barn i en børneflok på 27 - hans barndom var tumultarisk, og selv hævder han, at han som fire-årig blev byttet for en flaske whisky. Fra han var fem år arbejdede han med alt muligt forskelligt - gravede grave og samlede skrald. Som 29-årig begyndte han at skabe kunst, og karrieren tog så meget fart, at hans værker inden længe blev udstillet over hele kloden.
Siden fulgte altså musikken, og allerede året efter "Just Before Music" udkom toeren "Keeping A Record Of It", hvorpå gæstestjerner som Deerhunters Bradford Cox og Black Lips' Cole Alexander medvirkede. De efterfølgende år turnerede han med navne som Daniel Lanois, Jenny Hval og Julia Holter. Her i 2018 gælder det mandens seneste album, "MITH", der byder på bidrag fra Laraaji og nu afdøde Richard Swift.
Beslægtede navne
John Fahey
Avey Tare
Sun Araw
Willis Earl Beal
James Ferraro
Washington Phillips
Abner Jay
Richard Youngs